Redningsaktionen 4. juni på Lillebælt 1969 - 2009

   

 

 

 

 




 

Bog- og lydmontageprojektet omkring redningsaktionen på Lillebælt for 40 år siden har været længe undervejs. Kunne man udgive et skrift alene om denne dramatiske begivenhed, det var blandt andet det der blev talt meget om på flere aftenmøder. Det er blevet til mange gode samtaler, som kulminerede i foråret 2009, hvor beslutningen om at lave udgivelsen blev taget. 

En aften sidst i marts mødtes de to gamle broarbejdere Wandy Hansen og Knud Larsen hos deres fælles gamle arbejdskollega fra Lillebæltsbroen, Hans Kollerup Nielsen. Der blev serveret en stort fad med sandwiches, masser af kaffe og en lille eller to til halsen, og så gik snakken om de gode gamle dage på Lillebælt under brobygningen med henblik på at fortælle de gode historier til både bog og lydmontage.   

Rundt om stuebordet i villaen på Fælledvej blev det til timer med megen snak om alle de begivenheder fra tiden med brobyggeriet, der stadig sidder godt fast i hukommelsen. Men der blev også plads til følelser, tanker og ikke mindst refleksioner over den måde der blev arbejdet på og værdien af et godt sammenhold blandt arbejdskolleger. Hans Kollerup Nielsen lagde ikke skjul på, at det var tilfældigheder der gjorde, at han faktisk er i live i dag, fordi Wandy Hansen gjorde som han gjorde dengang - handlede hurtigt. 

 - Jeg ved ikke, hvordan jeg selv ville have reageret dengang, for jeg har aldrig været god til at svømme, men jeg ved i hvert fald, at, hvis jeg ikke havde arbejdet sammen med Wandy dengang, så havde jeg ikke levet i dag, det er helt sikkert, fortalte Hans Kollerup Nielsen, og Knud Larsen lagde ikke skjul på, at det v ar rigtigt, for netop deres forhold til vandet i Lillebælt var speciel, fortalte han.

- Vi havde jo ikke den respekt
 for vandet, som de fleste har, slog Knud Larsen fast og Wandy Hansen kunne fortælle, hvordan man ofte klarede situationerne på Lillebælt.

- Fiskepeter og jeg sprang på et tidspunkt i vandet mod strømmen efter et stykke tovværk, dengang vi nedrammede pælene under sænkekasserne. Nogen gange tænker jeg, at det var jo helt åndsvagt det vi lavede dengang.

Selvom det er 40 år siden i dag, husker Wandy Hansen stadig den dag, 4. juni 1969, hvor nogle kraftige stålwirer, der holdt catwalken på plads, skulle justeres i den kraftige vind, og hvor han efterfølgende måtte springe i vandet efter sin arbejdskammerat. Hans Kollerup Nielsen var pludselig blevet ramt af en løbsk wire.

- Pludselig sagde det smask, og wirerne fløj om ørene på mig, og du (Hans) var blevet ramt af kasteblokken i brystet. Og, som jeg har tænkt på mange gange siden, det var godt, at den ramte dig i brystet, for havde den ramt dig i kasketten, så havde du været færdig.

- Så fik jeg mig viklet fri af de wirer, der flagrede om ørene på mig, og så kunne jeg se, at du var gået ned (under vandet), og så kom du op igen, og så tænkte, nej, nu går det helt galt. Og så sprang jeg og fik fat i dig - jeg ved ikke hvordan, om det var med min arm eller fod, det ved jeg ikke, jeg var også panikslagen. Så skreg jeg ud i vandet, Hans, Hans, du må sgu ikke dø for mig.

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


             
ArtiklerBilleder fra brobygningen - Bogprojektet - Din historie - Bestil bogen